Artikel fra Børsen

Tiden er knap – så hvorfor spilde den på at trække vejret?

Vi vil gerne nå det hele – være den perfekte leder, medarbejder og forældre. Samtidig skal sociale relationer, hobbyer, sportsaktiviteter, slankekuren, efteruddannelse og selvrealiseringskurser også gå op i en højere enhed.

Men vi har kun ét liv og døgnet har kun 24 timer.

Tiden er blevet vores største mangelvare og er dermed også den ressource vi værner mest om. Vi lever med konstante krav om at løbe hurtigere og tænke hurtigere, vi skal være fleksible og omstillingsparate.

På arbejdspladsen kæmper vi for at holde trit. Tiden der skulle bruges på kerneopgaver kan synes at drukne i møder, koordinering mellem kollegaer og et kapløb med mail-indbakken.

Vi kan have svært ved at give afkald på kontrollen og frygter at falde bag ud. Nogle formår at slippe kontrollen en anelse og udliciterer opgaver i hjemmet. Får reserve bedsten til at hente og bringe børnene. Rengøringsdamen kommer en gang om ugen, dagligvarerne leveres direkte til døren – samtidig med det rene vasketøj.

Alligevel synes tiden at løbe fra os.

Vi har slet ikke så travlt som vi tror

Danskerne ser sig selv som et forjaget folkefærd, men tallene fortæller lidt en anden historie. Ifølge OECD var Danmark et af de lande i Europa med den laveste gennemsnitlige arbejdstid sidste år, kun overgået af Tyskland og Holland[i] Arbejdslivsforskningen påpeger ligeledes en uoverensstemmelse mellem danskernes reelle og subjektive arbejdstid[ii]. Den subjektive arbejdstid er den tid vi selv vurderer at have brugt på at arbejde – og den tid overdriver vi i højere og højere grad. Hvorfor?

Der er kommet mange bud på hvorfor danskerne synes at overdrive når de bedes vurdere deres arbejdstid. Overdrives der bevidst for at høste ros og prestige? Et andet svar kunne ligge i at arbejdets natur har ændret sig – vi arbejder ikke flere timer, men vi arbejder mere fragmenteret.

I det grænseløse arbejde kan det synes som om vi altid er på arbejde. Vi hænger i telefonen i bilen på vej hjem, tjekker mails under madlavningen og stjæler en time foran skærmen når ungerne er puttet.

Du bliver hvad du spiser

 Vi slipper aldrig arbejdet helt. Arbejdet og fortællingen om os selv som travle mennesker i en dynamisk hverdag fylder i vores bevidsthed, det er en populær og forførende fortælling. Udover travlhed og stress, medfølger der nemlig også spænding og prestige – vi bliver udfordret og anerkendt på en måde som privatlivet sjældent formår.

Fortællingen er en selvopfyldende profeti. Når vi ser os selv som travle og forjagede, så bliver det også vores virkelighed. Det der får lov at fylde i din bevidsthed vil styre dig. Når vi har for travlt til at reflektere over vores handlinger, vores arbejde og vores liv generelt, vil kendte livsmønstre overtage kontrollen og reproducere sig selv indtil du pludselig står med en sygemelding.

I en hverdag med fragmenterede opgaver, møder, konstant koordinering og et uvæld af afbrydelser er det essentielt at vi bevarer kontrollen over vores handlinger og ikke mindst vores tanker. Hjernen kan trænes som en muskel – og her kan mindfulness være en oplagt mental sportsgren. Mindfulness er træning af hjernen via meditation og fokus på vejrtrækning. Du trænes i at være tilstede i nu’et, i stedet for at føle en konstant splittelse mellem arbejde og hjemmet. Fysisk kan du kun være et sted af gangen – så hvorfor ikke også fokusere din mentale tilstedeværelse.

Så hvorfor spilde tiden på at trække vejret?

Forskning har vist at træning af mindfulness giver dig ro i hjernen og som resultatet heraf mulighed for at kontrollere dine tanker – omvendt af traditionel samtaleterapi der først takler tankerne og dermed indirekte fører til ro[iii]. Den trænede hjerne kan derved tage problemer i opløbet ved, at registrere tanker og følelser, acceptere dem for hvad de er og først derefter vælge en reaktion, i stedet for at handle impulsivt.

»Dem, der har brugt mindfulness i lang tid, ser ud til at opnå en direkte stabiliserende effekt på deres følelsesliv. Der vil stadigt være masser af følelser, men de ser ud til at være mere håndterbare”[iv] (Janus Christian Jacobsen, M.D, Ph.D., forsker på Rigshospitalet)

Så hvorfor skal vi spilde tiden på at trække vejret? Fordi ro i hovedet og tid til refleksion, giver dig de bedste muligheder for at slå autopiloten fra. Et afbræk fra følelsen af fortravlethed og tankemylder kan give dig overblik til, at lave netop de forandringer der er nødvendige, for at skabe sammenhængskraft i din hverdag. Plej dit mentale helbred, prioriter din tid og gør op med den selvopfyldende profeti.

SoSimple arbejder dagligt med mindful management, autenticitet og følelsesmæssig intelligens i toppen af dansk erhvervsliv.

[i]    https://data.oecd.org/emp/hours-worked.htm

[ii]   Holt, H., Hvid, H., Kamp, A., & Lund, H. (2013) Et arbejdsliv i acceleration. Roskilde Universitetsforlag
Reference til: Bonke, J. (2012) Har vi tid til velfærd? Om danskernes  brug af deres tid ude og hjemme. Gyldendal.

[iii]  http://videnskab.dk/krop-sundhed/derfor-virker-mindfulness

[iv]  http://videnskab.dk/krop-sundhed/derfor-virker-mindfulness