Artikel fra Downtown
Lær mindfulness på Frederiksberg
- Downtown
- 2018
- Severin Hygum
Allerede da jeg har besøgt SoSimples website og hører, at vi skal til fotoshoot og interview hos La Oficina, stiger mine forventninger. Jeg har hørt om de hippe kontorlokaler, men aldrig selv været der.
Da jeg træder ind i lokalet, bliver jeg mødt af tre veloplagte medarbejdere. Rikke, Rodrigo og Anna arbejder alle hos SoSimple, der har specialiseret sig i at undervise og coache alt fra topchefer til alle os andre dødelige i mindfulness og personlig udvikling.
De to workshop-afholdere Rodrigo og Rikke fortæller ivrigt om workshoppen og deres baggrunde. ”Det særlige ved den her workshop er, at vi er to undervisere med hver vores faglige baggrunde og erfaringer, som vi kan trække på,” starter Rikke, der blandt andet har en bachelor i psykologi og har 15 års erfaring med ledercoaching og talentudvikling.
”Vi starter med at forklare mindfulness ud fra teorien, så alle får en forståelse for, hvad meditation og autenticitet for eksempel går ud på,” forklarer Rodrigo om workshoppen, der blandt andet byder på vejrtræknings- og opmærksomhedsøvelser. Mindfulness består med andre ord af teori med et særligt tankesæt samt en række konkrete meditationsøvelser.
”Vi lægger stor vægt på de praktiske øvelser, hvor deltagerne virkelig får prøvet mindfulness-teknikkerne af på egen krop, så det kan anvendes i hverdagen,” lyder det fra Rodrigo, der er uddannet civilingeniør og certificeret mindfulness-instruktør.
Kim og jeg får til sidst lidt forfriskninger i form af boblevand og nødder – og workshoppen byder da også på andet end snak og øvelse, uddyber Rikke: ”Vi glæder os virkelig til at tage imod deltagerne, og det bliver også en aften med forkælelse for både krop og sjæl.”
Mine høje forventninger er indfriet, og jeg overvejer da også kraftigt selv at investere i en aften med mindfulness hos ildsjælene fra SoSimple.